Udskriv

 

23. december

Thomas Friedmann

Amerikaneren Thomas Friedmann er hverken forsker eller konsulent i normal forstand. Han er derimod forfatter og journalist. Hans primære fokus er globaliseringen. I 2005 udgav han bogen ”The world is flat”, og det er ikke mindst den, der har givet ham guru-status.

 

Friedmann er en meget stor fortaler for globalisering, som han ser som en nødvendig forudsætning både for fred og velstand. Derfor glæder det ham, at verden i de seneste 20-25 år er blevet flad, hvilket ifølge ham skyldes følgende:

 

# 1: Berlin-murens fald: Da Berlin-muren faldt, blev vinduerne åbnet. Befolkningen i de kommunistisk-dominerede lande fik mulighed for at blive en del af verdensøkonomien.


# 2: Netscape: Netscape var den første internet-browser, der blev anvendt af den brede befolkning. På den måde blev internettet tilgængeligt for alle.


# 3: Workflow-software: Hardware- og software-standarder har gjort det muligt for mennesker over hele verden at samarbejde uden fysisk kontakt. Det er en grundlæggende forudsætning, der har gjort de efterfølgende faktorer mulige.


# 4: Outsourcing: Virksomheder deler deres aktiviteter op i en række under-aktiviteter, og disse kan udføres på den mest omkostningseffektive måde uafhængigt af landegrænser.


# 5: Udflytning: Udflytningen af en virksomheds egen-produktion eller andre processer gør det muligt at opnå økonomiske fordele, og med Kinas indtræden i WTO (World Trade Organization) er denne konkurrence blevet mere retfærdig.


# 6: Open Source: Muligheden for - ved hjælp af open source software, blogs, wikis osv. - at samarbejde på tværs af landegrænser anses for at være "den mest forstyrrende kraft af alle".


# 7: Forsynings-kæde (supply chain): Moderne forsyningskæder er som en flod, der gør det muligt ved hjælp af teknologi at strømline salg, distribution og levering. På den måde kan alle få både bedre og billigere produkter.


# 8: Insourcing: Virksomheder er begyndt at udføre arbejde for andre, som ikke umiddelbart ligger i forlængelse af det, de i forvejen udfører for deres kunder. Transportvirksomheden UPS’s reparationer af Toshiba-computere er et eksempel på dette.


# 9: Information: Google og andre søgemaskiner har gjort det muligt i et hidtil uset omfang på egen hånd at finde uanede mængder af information på internettet om ting, mennesker, begivenheder osv.


# 10: ”Steroiderne": Trådløse teknologier - herunder ikke mindst smartphones - har gjort det muligt for helt almindelige mennesker at kommunikere stort set alt med stort set alle - når som helst og hvor som helst.

 

Hvis man ønsker fred på jorden, så er globaliseringen ifølge Friedmann et stort skridt i den rigtige retning. Han har nemlig på baggrund af de 10 faktorer udtænkt ”The Dell Theory”, som siger, at to lande, der begge er en væsentlig del af en stor global forsyningskæde (som f.eks. Dells), aldrig vil gå i krig med hinanden. Det skyldes, at begge lande er indirekte økonomisk afhængige af hinanden, og derfor vil der kun være tabere i en sådan krig. Holder denne teori, så er globaliseringen en ”garanti” mod krige, som vi tidligere har oplevet dem.

 

Og hvad så?
Det kan synes som en ringe trøst for dem, der mister deres arbejde på grund af globaliseringen, men for både det danske samfund og for verdenssamfundet medfører globaliseringen både øget velstand og minimering af risikoen for krig. Set i det lys er det stort set en pligt for samtlige virksomheder - og medarbejdere - at tænke over, hvordan de kan sikre sig en plads på den globale arena. I den sammenhæng kan man sikkert finde inspiration i nogle af Friedmanns ti faktorer.

 

Vil du lære mere af nogle af verdens største guruer inden for strategi, ledelse, salg og marketing, så besøg www.mbapaaendag.dk

 

Download som PDF